Nærmer sig Louisiana
ARoS fortsætter med at sætte besøgsrekord
551.000 gæster lagde sidste år vejen forbi ARoS, og dermed nærmer det store aarhusianske kunstmuseum sig landets mest besøgte museum, Louisiana, der sidste år havde 593.000 besøgende.
- Det er vi meget glade for. Vi er sat i verden for at vise flest mulige mennesker den bedst mulige kunst. Når der så kommer så mange, der har lyst til at opleve det, vi præsenterer, så bliver man utrolig glad, siger kommunikationschef Bjarne Bækgaard, ARoS.
Sidste års rekordstore antal besøgende er fem procent flere end i 2011, da 523.000 besøgende løste billet til ARoS.
Peger på to årsager
Bjarne Bækgaard peger på to årsager til de gode besøgstal.
- I 2011 åbnede vi Olafur Eliassons "Your Rainbow Panorama" på taget af ARoS. Det betød en voldsom stigning i vores besøgstal. Det er helt klart stadig en medvirkende faktor til, at vi havde et nyt rekordår i 2012, siger Bjarne Bækgaard.
En anden årsag er, at museet i 2011 slog ind på et nyt udstillingsspor.
- Indtil 2011 havde vi i vores udstillingsprofil kun nutidskunst. Men vores samling går helt tilbage til 1770, og vi besluttede at udvide vores profil, så vi både har ny kunst som hidtil, og så har vi udvidet med noget, vi kalder ARoS Classic. Her har vi blandt andre præsenteret Asger Jorn og Edvard Munch, og så har vi lige åbnet udstillingen "Guld" om den danske guldalder. Dermed har vi en bredere palet af særudstillinger, som appellerer til et bredere publikum, siger Bjarne Bækgaard.
Har I ambitioner om at slå Louisiana?
- Vores ambitioner er endeløse, men derfra og til at tro på, at vi kan få flere gæster end sidste års rekordtal, det er nok lidt utopisk. Vi bor i en by med 300.000 indbyggere, og over en halv million gæster er rigtig mange i en by af vores størrelse, siger Bjarne Bækgaard.
Han oplyser, at museet i år budgetterer med et besøgstal på 480.000 gæster, og at dømme ud fra årets første fem måneder er museet foran budgettet.
Havde nogle slemme år
Bjarne Bækgaard tilføjer, at besøgstallene afspejler sig i et millionoverskud de seneste år.
- Vi havde nogle slemme år fra 2007 til 2009, men siden sommeren 2009 har vi ikke haft en måned med underskud. De flotte besøgstal har helt klart afspejlet sig i vores økonomi, og vi har haft millionoverskud de seneste år.
Mens ARoS kunne notere en fremgang, faldt antallet af besøgende på Louisiana med seks procent i 2012. Samlet set havde de statsanerkendte museer ifølge Danmark Statistik dog en lille fremgang på 63.000 besøgende til i alt 13,3 millioner gæster.