Nærbane mellem Odder og Grenaa lukker i mere end et år

I forbindelse med letbanebyggeriet lukkes togforbindelsen mellem Odder og Grenaa i 13 måneder

01:23

1 af 2

Togpassagererne på Aarhus nærbane mellem Grenaa og Odder skal forberede sig på at blive flyttet over i busser.

Det er byggeriet af letbanen, der betyder, at nærbane lukker ned i mere end et år. Togtrafikken indstilles fra den 28. august næste år, og i 13 måneder herefter skal busser overtage transporten af passagerer på ruten mellem Grenå og Odder.

- Passagererne dem skal der nok blive sørget for. Vi har lavet en aftale med Midttrafik om, at de laver erstatningskørsel for alle de passagerer, der ikke kan køre med tog. Midtrrafik er ved at planlægge det. De ved, hvordan man skal køre bus, og de ved også, hvordan man skal gøre det effektivt, så man får den mindst mulige transporttid frem og tilbage, siger anlægschef Jørgen Hansen fra Aarhus Letbane.

Usikkerhed om letbane til Grenaa

De seneste fire år efter sammenlægningen af Odderbanen og Grenaabanen er antallet af passagerer på strækningen steget, men anlægschefen er ikke bange for, at passagererne bliver vendt fra at bruge toget i den 13 måneder lange periode.

- Det vil sikkert kunne mærkes i en periode. Det har vi selvfølgelig en risiko for. Men med den store succes, som letbaner plejer at have, så er vi ret sikre på, at de nok skal vende tilbage, siger Jørgen Hansen.

I oktober 2017 skulle letbanen gerne åbne på strækningen.

Se interviewet med Jørgen Hansen i videoen øverst på siden.