Nægter sig skyldig i knivdrab
21-årig mand nægter at have stukket ung mand ihjel foran pizzeria i det centrale Århus.
Ingen af de vidner, som Vestre Landsret havde indkaldt tirsdag, kunne fortælle, hvordan et slagsmål i Århus sidste sommer endte med, at den 21-årige Murrat Karabulut døde af et stik i hjertet.
Retsmødet var det første i sagen. Her kom det frem, at den 21-årige mand, der er tiltalt for mordet, nægter sig skyldig. Flere vidner forklarede dog i retten, at den tiltale var den eneste, som var i nærheden af Murrat Karabulut, da han blev stukket. Men hverken under slagsmålet eller siden er mordvåbnet blevet set.
Knivstikkeriet fandt sted i Århus natten til den 7. juni sidste år ved krydset mellem Jægergårdsgade og Frederiks Allé. En fredelig samtale mellem to unge mænd uden for et pizzeria udviklede sig til slagsmål.
Deres kammerater, som sad inde på pizzeriaet, kom dem til undsætning. Derefter kom de to grupper i klammeri. Ifølge et vidne, som er den afdødes ven, trak den tiltalte en genstand ud af ærmet og gjorde en stikkebevægelse mod Murrat Karabuluts bryst.
Ud over en fængselsstraf for manddrab risikerer den 21-årige tiltalte at skulle betale en erstatning på over en million kroner til de efterladte. Der falder dom i sagen mandag eller tirsdag i næste uge. /ritzau/