Naboklager over bilræs
Billøb får blandet modtagelse blandt naboerne
I dag lukkede den del af Strandvejen, der normalt leder en stor del af trafikken syd ud af Aarhus mod Odder. Årsagen er, at vejen skal ombygges til racerbane for Classic Cars.
Det er blot et af mange arrangementer, der trækker på beboernes tålmodighed i kvarteret.
- Det er svært at blive ved med at være positiv og se med milde øjne på sådan arrangementet. De tager jo ingen hensyn til os, siger beboer Hans Lassen.
Områdets beboere er da også direkte indblandet i talrige events. Blandt andet PostDanmark rundt, diverse løb og altså - ikke mindst - Classic Race Aarhus.
Stor interesse for Classic Race
Et af de steder som ligger tæt op af racerbanen er Stefanshjemmet. Her bor hjerneskadede voksne, og tidligere har der været store problemer under afviklingen af løbet.
- Det har været en oplevelse af at være spærret inde og have dårlige adgangsforhold, siger forstander på Stefanshjemmet Bente Andersen.
Men efter et møde mellem løbsledelsen er flere praktiske ting faldet på plads, blandt andet omkring adgangsforhold.
Præsidenten for classic race aarhus kan ikke følge de naboer, som er trætte af larmen og generne fra classic race aarhus.
- Jeg synes, at vi gør alt, hvad vi kan for naboerne. Vi har f.eks. indsat VIP-biler, som naboerne kan blive hentet i, så de slipper for selv at skulle ud, og vi leverer rundstykker til dem hver morgen, siger Niels Brøchner.
Se mere i tv-indslaget over artiklen.