Når regnen bare siler ned - Mere nedbør på vej
Fredag byder på endnu en regnvejrs dag i det østjyske
De seneste dage i Østjylland har været særdeles våde. Det ene regnvejr efter det andet har sendt nedløbsrør, paraplyer og gummistøvler på overarbejde.
Læs også
Og selvom fredag begynder med tørvejr og måske et lille kig til solen:
- Skal man ikke lade sig snyde af det. Man skal huske paraply og regntøj, for i løbet af dagen skyer det til, og så kommer der et nyt større regnvejr til Østjylland, siger Per Christiansen fra TV 2 Vejret.
Fredag kommer vejrmæssigt til at minde om i dag, torsdag, og der vil formentlig falde op til ti millimeters nedbør.
Når vi kommer på den anden side af regnvejret fredag, kommer der stedvis byger, og vinden vil lokalt tage til i styrke.
Læs også
Lørdag med sol og tørvejr
Lørdag derimod sker der noget andet. Solen kommer mere frem, og det ser ud til at holde tørt det meste af dagen.
Dog skyer det til ud på dagen, og natten til søndag bliver præget af blæst og regn. Det samme vil gøre sig gældende for mandag.
Tirsdag vender det, og her kommer vi til at se en del til solen, og det kan ifølge TV 2 Vejret måske være begyndelsen på en større omgang forårsvejr i det østjyske.
De kommende dage kommer temperaturen til at ligge på seks til otte grader om dagen, mens den om natten daler og kommer ned omkring frysepunktet.