Mystisk mand antaster skolebørn
Tre gange i den seneste uge har en ukendt mand antastet og skræmt skolebørn i Lystrup.
På Lystrup Skole har skoleinspektøren i den forgangne uge fået tre henvendelser, der drejer sig om en mand, der har antastet børn på deres vej hjem fra skole. Det skriver jp.dk.
- I det ene tilfælde stod en mand i en tunnel og lyste sig selv og derefter en pige i hovedet med en lommelygte, hvilket virkede meget forskrækkende på hende. I de andre to tilfælde var det drenge på cykel, som manden råbte og derefter løb efter, fortæller skoleinspektør Steen Helles til avisen.
Han ved ikke, om der er tale om den samme mand i alle tre tilfælde, men på skolen har man valgt at informere og advare forældrene om manden via skolens intranet.
Desuden opfordrer skolen forældrene til at tale med deres børn om, hvad de skal gøre, hvis de bliver antastet af en fremmed.
Det er ikke første gang, at skolens børn er udsat for den slags. I maj malede en mand sig sort i ansigtet og løb efter børnene om aftenen.