Mystik i børnevoldssag
Dom udsat, da forældre afleverede video af børn, der skriver brev til retten
Et afghansk forældrepar, der ved retten i Randers står tiltalt for at have udøvet omfattende voldshandlinger mod to af deres seks børn, kastede onsdag et nyt uventet udspil ind i sagen: De afleverede ifølge Randers Amtsavis et brev og et videobånd, hvor børnene angiveligt trækker anklagerne tilbage.
Det vil sige; pressen må ikke fået indsigt i, hvad brevet indeholder. Men avisen erfarer, at forældrene den 3. juli har videofilmet de to børn, mens de skriver et brev til retten. Og retten besluttede på den baggrund at udsætte advokaternes afsluttende procedure, dommernes votering og domsafsigelsen, der skulle være foregået torsdag.
Forældreparret står anklaget for at have afstraffet de to ældste børn med blandt andet slag, spark og pisk. Det drejer sig om en pige, der i dag er 16 år og en dreng, der er 14 år.
Ville ikke bære tørklæde
Baggrunden for afstraffelserne skulle ifølge avisen være kultursammenstødet mellem forældrene, der er kommet til Danmark fra Afghanistan og børnene, der er opvokset i Danmark og ønskede at være mere danske. Blandt andet ønskede datteren, ifølge forældrenes forklaring i retten, ikke at bære tørklæde.