Muslimer forholder sig roligt

Muslimer i Dialog ærgrer sig over demonstration

Det vækker ærgrelse hos organisationen Muslimer i dialog, at flere stærkt indvandrerkritiske, højreradikale organisationer fra hele Europa lørdag mødes i Aarhus for at demonstrere mod islamiseringen af Danmark og resten af Europa.

- Jeg er selvfølgelig ked af, at de demonstrerer mod muslimer, fordi jeg selv er muslim, siger Nihad Hodzic, der er talsmand for Muslimer i dialog.

Men selv om arrangørerne af demonstrationen, den højreradikale "Danish Defence League", har en meget skarp retorik mod islamiseringen af Danmark, tror Nihad Hodzic ikke, at det vil få de aarhusianske muslimer til at "gå til modangreb".

- Jeg tror egentlig, at muslimerne i Aarhus er klar over, at de her mennesker er ret langt ude, og at det ikke er værd at spille sin tid på dem, siger Nihad Hodzic.

Han tror i stedet, at muslimerne vil deltage i moddemonstrationen, der går under parolen "Aarhus for mangfoldighed".

Selv om demonstrationen mod islam ærgrer Nihad Hodzic, mener han ikke, at de højreradikale organisationer er klar over, hvad det er, de demonstrerer imod.

- Det, som de tror, er islam, det er i virkeligheden slet ikke min religion. De tror, det går ud på noget andet. Så dagens demonstration handler egentlig om uvidenhed og manglende forståelse, siger Nihad Hodzic.

Han er selv opvokset i Randers og føler en stor tilknytning til Aarhus, hvor han har arbejdet gennem mange år. Derfor er han også ked af, at den jyske hovedstad skal sættes i forbindelse med demonstrationen.

- Det er ærgerligt, at det foregår i Aarhus. Det er ærgerligt, at noget så hadefuldt skal ske i smilets by, siger Nihad Hodzic, der dog understreger, at "Danish Defence League" skal have ret til at ytre deres utilfredshed med islamiseringen af Danmark.