Musikkonservatorium på vej mod fusion
Musikkonservatorierne i Århus og Aalborg er klar til fusion. Fusionen er måske allerede en realitet til nytår.
Der er sandsynligvis udsigt til et snarligt giftemål mellem musikkonservatorierne i Århus og i Aalborg.
Efter fusionsbølgen for universiteter under Videnskabsministeriet og seminarier under Undervisningsministeriet er turen nu ifølge Jyllands-Posten kommet til de videregående uddannelser under Kulturministeriet. Det er i hvert fald anbefalingen i en ny rapport fra et strukturudvalg under Kulturministeriet.
For Det Jyske Musikkonservatorium i Århus betyder det sandsynligvis, at konservatoriet skal lægges sammen med med Nordjysk Musikkonservatorium i Aalborg. Dermed bliver der skabt et Jysk Musikkonservatorium med godt 400 studerende og hovedsæde i Århus.
- Vi er meget tilfredse med anbefalingerne i rapporten, for en fusion vil give mere volumen, stærkere faglige miljøer, flere midler til markedsføring og en knap så skrøbelig økonomi, siger rektor for Det Jyske Musikkonservatorium Thomas Winther til Jyllands-Posten.