Musikken starter på aarhusiansk festival fredag
Northside åbner fredag. Festivalen har ikke formået at sælge alle billetter
I dag, fredag, slår den aarhusianske festival Northside dørene op til dette års festival, det vides endnu ikke, hvor mange mennesker der tager turen til festivalpladsen i år. Northside, der har haft udsolgt de seneste tre år, har endnu ikke solgt alle billetter til årets festival.
- Der vil være billetsalg i døren under hele festivalen, oplyser talsmand for Northside John Fogde til tv2oj.dk.
Vejret kan blive en gyser
Der er blevet spekuleret i vejret op til festivalen, skal festivalgængerne medbringe regnslag og paraplyer eller solcreme og solbriller?
Trods de store regnmængder i løbet af ugen tror Northside nu på, at besøgende på festivalen får fortrinligt festivalvejr.
- Lige nu ser vejrudsigten lovende ud, det ser ud som om, vi får dejligt festivalvejr, siger John Fogde.
En tur på Caminoen
Fredag er festivalstart. Alex Vargas åbner ballet på den store scene klokken 14.15, men før det opfordrer John Fogde festivalgængerne til at starte deres festivaloplevelse med en tur på Caminoen.
- Man skal starte med en tur på Caminoen, det er vores oplevelsesrute, der er massere af musik, gøgl og underholdning, siger John Fogde.