Musik lindrer smerter
Erfaringer fra Århus viser, at brugen af smertestillende medicin kan halveres, hvis patienter vågner op til blid musik.
Patienterne på opvågningsafsnittet på Århus Universitetshospital, Århus Sygehus, har brug for væsentlig mindre medicin, når de vågner op med musik i ørerne.
Brugen af smertestillende og beroligende medicin kan nedsættes med op til 50 procent, hvis en patient får lov til at vågne op efter en operation med blid musik i ørerne.
Det viser erfaringer fra opvågningsafsnittet ved Århus Universitetshospital, Århus Sygehus i Tage Hansens Gade.
Personalet har eksperimenteret med musik til opvågningen gennem flere år og har i samarbejde med Maysound udviklet en "musikbjælke", der kan lægges rundt om en opvågnende patients hoved, skriver Magasinet Midt, som udgives af Region Midtjylland.
Der er ingen høje lyde, ingen rytmer og ingen stortrommer - musikken bygger i stedet på naturlyde, som giver langt de fleste patienter ro og tryghed. To tredjedele af patienterne gør brug af hospitalets specialkomponerede musik, mens en tredjedel ønsker anden musik - oftest New Age, klassisk eller Kaare Norge-musik.
En undersøgelse har vist, at 98 procent af patienterne på opvågningsstuen er tilfreds med de beroligende toner.