Museum med vokseværk
Arkæologerne har travlt ved motorvejsbyggeriet
Museet har lavet arkæologiske forundersøgelser af omkring 450 hektar jord omkring motorvejen, og det har resulteret 20-25 udgravninger indtil videre. Det fortæller DR Østjylland.
Det har mangedoblet både omsætningen og antallet af medarbejdere, fortæller museumsinspektør Peter Mohr Christensen.
- Inden vi gik i gang med motorvejsprojektet, var vi tre arkæologer, og i år er vi faktisk oppe på 20 arkæologer for at klare tingene, inden anlægsarbejdet for alvor går i gang i løbet af efteråret, siger han.
Silkeborg Museum har aldrig før haft så mange ansatte og tjent så mange penge.
- Jeg kan ikke på stående fod sige, hvor meget vi omsætter. Men det er en mangedobling af vores omsætning, siger Peter Mohr Christensen.
- Vi får kun dækket vores omkostninger. Vi har jo ingen profit på det, men det er klart, at når vi er mange, så kan vi nogle flere ting, end når man er få. Så vi bliver bedre, hurtigere og dygtigere til at gøre de ting, vi skal gøre, siger han.
Han forventer, at travlheden for arkæologerne i Silkeborg fortsætter det næste års tid.