Museum lukker værksted
Slut med at reparere veterantog
Danmarks Jernbanemuseum har fra 1. oktober valgt at nedlægge sit værksted i Randers. Det betyder, at de frivillige togentusiaster nu skal tage turen til Fyn eller Sjælland, hvis de fortsat vil hjælpe med at sætte de gamle tog i stand.
Henrik Harnow, der er museumschef for Danmarks Jernbanemuseum, fortæller, at der er omkring 15-20 aktive frivillige på værkstedet i Randers.
De skal fremover tage turen til Odense, hvor hovedmuseet er placeret, København eller Roskilde, hvis de ønsker at hjælpe med istandsættelsen.
- Vi har ikke ressourcer til at have fire store værksteder. Vi vil gerne styre restaureringsprojekterne bedre og mindske dem, så derfor har vi valgt at gøre det sådan, siger Henrik Harnow til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Mens værkstedet i Randers per 1. oktober er blevet lukket, fortsætter man med at have magasiner og udstillingsgenstande på stedet, ligesom der også fortsat vil være veterantogskørsel der.
- Det er aldrig sjovt at tage sådanne beslutninger. Det er gode folk, og vi håber at kunne fortsætte samarbejdet med dem fremover. Men det har været nødvendigt at gøre for at museet kan klare sig i fremtiden, siger Henrik Harnow.
Han fortæller, at man tilbyder de frivillige gratis transport til landets andre værksteder, så de kan fortsætte der.
- Jeg kan godt forstå, hvis de er vrede eller skuffede, men jeg håber ikke, at vi siger farvel til dem. Jeg håber, at de fortsætter på de andre værksteder, hvor vi tilbyder dem at deltage i tilsvarende restaureringsprojekter, siger Henrik Harnow.
De frivillige i Randers fik besked om lukningen i sidste uge.