Museum jubler over besøgstal

Kæmpe fremgang for Museum Østjyllands tre afdelinger i Ebeltoft

800 procent.

Så stor en fremgang har Museum Østjylland oplevet på sine tre afdelinger i Ebeltoft i juli måned i år sammenlignet med samme periode for fem år siden på det daværende Museet for Syddjurs.

46.526 gæster besøgte i juli museerne Farvergården, Siamesisk Samling og Det gamle Rådhus.

- Det er fantastisk. Den eneste grund til at have museer er brugerne, for er der ingen brugere, er der ingen grund til at have museer. Jeg er overbevist om, at så stor en stigning i besøgstal er uden sidestykke i dansk museumshistorie. Jeg er ikke bekendt med andre museer, som har oplevet samme vækstrate, siger museumschef på Museum Østjylland, Jørgen Smidt-Jensen.

Denne sommer har budt på blandet sommervejr, men det er ifølge direktøren ikke årsagen til fremgangen. Den skal i stedet findes i den kvalitet, som museerne har.

Se: Mange vil opleve Moesgaard

- Både sidste og denne sommer har vi især haft stor fremgang i Farvergården, som er Nordeuropas eneste bevarede købstadsfarveri. Her åbnede vi sidste år porten til et nyrenoveret bygningskompleks med ny og lettilgængelig formidling. I år har vi i samarbejde med lokale kunstnere lagt endnu et nyt og spændende lag på formidlingen. Jeg er derfor sikker på, at besøgsfremgangen har mere at gøre med fornyelse og spændende formidling end med vejrets skiften, siger Jørgen Smidt-Jensen

Også i Museum Østjyllands udstillinger i Randers og Grenaa er der denne sommer gået flere gæster gennem tælleapparaterne i forhold til de foregående år.