Museum hærget af tyverier
Ubudne gæster stjæler fra byggeplads
På bare få måneder har Gammel Estrup - Herregårdsmuseet i Auning været ramt af en stribe tyverier.
Alle tyverierne er fundet sted på en byggeplads, hvor museet netop er i gang med at restaurere et gammelt skovarbejderhus.
I ly af natten har tyvene sneget sig ind på byggepladsen og er stukket af med håndværkernes værktøj og materialer.
De mange tyverier har flere gange bremset restaurationen - til stor ærgrelse for museumsdirektøren:
- Det er jo brandærgerligt, at hele processen sættes i stå, fordi nogle stjæler for eksempel en cementblander, som forsvandt for nylig. Det koster desuden penge at generhverve de stjålne ting, og det er dyrt at have håndværkere stående, som ikke kan komme i gang, fordi udstyret ikke er der, siger museumsdirektør Britta Andersen.
Skovarbejdermuseet skulle ifølge museet egentlig været revet ned, men med økonomisk støtte fra en række fonde, er der blevet igangsat en omfattende restaurering.
For at forhindre flere tyverier har museet blandt andet blokeret vejen med betonklodser og opsat et jagtkamera, men nu er også kameraet blevet stjålet.
Museumdirektøren frygter, at tyverierne vil spænde ben for restaureringen af skovarbejderhuset:
- Det er rigtig ærgerligt, hvis det kan ødelægge vores planer. Vi kan jo ikke have en vagtpost stående hele tiden, siger Britta Andersen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Hvis skovarbejdermuseet står færdig til 1. maj, er planen, at det skal huse en udstilling om skovarbejderlivet i 1930'erne.