Multiarena til knap 400 millioner
Projektet ved Søholt i Silkeborg har fået vokseværk og stiger nu med 175 millioner kroner.
Planerne om et storstadion i Silkeborg med plads til 12.000 fodboldtilskuere og en multihal med plads til 4.000 håndboldtilskuere har fået vokseværk.
Nye ideer er kommet til, og derfor lyder vurderingen nu, at stadion-projektet ved Søholt kommer til at koste 390 millioner kroner.
Det skriver Midtjyllands Avis.
Tidligere er prisen blevet sat til 225 millioner kroner for det fælles projekt med fodboldklubben Silkeborg IF og håndboldklubben Bjerringbro-Silkeborg (BSV).
Når prisen nu bliver markant højere, skyldes det, at Arena Silkeborg også skal omfatte et erhvervshus og et sundhedshus, hvor en del af de kommunale sundhedsopgaver skal samles.
Der var opbakning til planerne fra gruppeformændene fra de partier, der deltog i mødet i går. Alle partier var repræsenteret undtagen Dansk Folkeparti, der var inviteret som de øvrige partier.
Hvis der bliver sagt ja til projektet, så vil der ifølge tidsplanen kunne spilles fodbold på det nye stadion fra forårssæsonen 2011. Håndbold vil kunne bruge multi-arenaen i efteråret samme år.