Muligvis påsat brand på skole
Et kælderrum på Engdalskolen i Brabrand i Århus brændte i går. 250 elever sendt hjem uden undervisning.
Kl. var omkring 21.20 da branden opstod i et depotrum i skolens kælder. Brandvæsnet kom hurtigt til og fik slukket ilden, men hele skolens c-fløj er i dag lukket på grund af røgskader.
- Vi har sendt eleverne fra 6. til 9. klasse hjem, fordi brandvæsnet vurderer at lokalerne ikke er egnet til undervisning i dag, fortæller skoleleder Mari-Ann Togsverd.
På skolens hjemmesider skrev ledelsen tidligere, at branden er et mislykket forsøg på ildpåsættelse, men Østjyllands Politi har endnu ikke undersøgt årsagen til branden.
Skolen lufter nu alle rum ud og håber at undervisningen kan genoptages i morgen. I alt er 300 elever uden undervisning på grund af branden.