Muhsin har boet i Bispehaven i fem år: Nu bliver hans bolig revet ned
Muhsin Akrami og hundredvis af andre beboere skal vinke farvel til deres bolig, når i alt 318 boliger bliver revet ned i det udsatte boligområde, Bispehaven.
Boligblokke skal rives ned, andre skal renoveres, og nye skal opføres.
Det er nogle af detaljerne i en omfattende plan for ghettoen, Bispehaven i det vestlige Aarhus, som tirsdag blev præsenteret.
Det er langt fra alle beboere i det udsatte boligområde, der er glade for den nye plan.
Én af beboerne er Muhsin Akrami. Han har boet i Bispehaven i fem år, men han og andre beboere må snart vinke farvel til de faste, vante og trygge rammer.
- Hvordan skal jeg flytte med min tilstand. Jeg har gangstativ, og hvordan skal jeg pakke, og hvor skal jeg tage hen? Jeg står i uvished, siger Muhsin Akrami til TV2 ØSTJYLLAND.
Det er Aarhus Kommune og boligselskabet Østjysk Bolig, der har præsenteret planen, som skal lave om på Bispehavens flerårige status som ghettoområde.
- Jeg synes, vi har lavet en god og stærk aftale, der kommer til at sætte sit præg på den her udvikling af bydelen, siger borgmester Jacob Bundsgaard, (S) til TV2 ØSTJYLLAND.
Planen om de ’hårde ghettoer’
- Folketinget vedtog i efteråret 2018 ny lovgivning om udsatte boligområder.
- Som følge af den nye lovgivning skal de boligforeninger og kommuner, der huser såkaldte ’hårde ghettoer’ sammen indsende en plan for hvert af områderne senest 1. juni 2019, hvis området har været på den såkaldte ’ghettoliste’ i mere end fem år.
- Kravet til planen er, at andelen af almene familieboliger i det berørte område senest i 2030 skal reduceres til højest 40 procent.
- Aftalen mellem Østjysk Bolig og Aarhus Kommune skal danne grundlag for denne plan, som skal indsendes til Transport, Bygnings- og Boligministeriet senest 1. juni 2019.
- Der udarbejdes efterfølgende en samlet udviklingsplan for bydelen, som forventes godkendt sidst i 2019.
318 boliger rives ned
I efteråret 2018 vedtog folketinget en ny lov om udsatte boligområder. Blandt andet med et krav om at andelen af almene boliger i de udsatte områder skal reduceres til højest 40 procent.
Ifølge aftalen mellem Aarhus Kommune og østjysk bolig skal i alt seks boligblokke med i alt 318 boliger rives ned.
Til gengæld skal der blandt laves nye rækkehuse, en kunstgræsbane og erhvervsbyggeri, mens tre boligblokke allerede er udpeget til nedrivning, skal der i den kommende tid findes tre yderligere.
Det skaber utryghed for ægteparret her, der har boet sammen i bispehaven i 24 år.
- Det er ikke sjovt. Selvfølgelig er det ikke sjovt. Det er trist, at boligerne skal rives ned, siger Palle Bay, der bor i Bispehaven.
Borgere, der mister deres bolig, er dog garanteret en ny, permanent bolig
- Det er klart at med den aftale, hvor vi nedriver omkring 300 boliger, vil der være en lang række familier, der bliver berørt. Det har været vigtigt at sikre, at de kan genhuses et andet sted i Aarhus i en passende bolig til en husleje, de kan betale, så de også har sikkerhed for, at de i fremtiden får en god ramme om deres liv, siger borgmester Jacob Bundsgaard, (S) til TV2 ØSTJYLLAND.
Mushin Akrami og de andre beboere fra Bispehaven bliver allerede tirsdag aften klogere på fremtiden på et informationsmøde om den nye plan, der vil koste Aarhus Kommune cirka 63 millioner kroner.
Der er desuden afsat 83 millioner kroner til renovering af de tilbageblivende boligblokke.