Muhammed-tegning på auktion
Kontroversiel avistegning af profeten Muhammed sættes på auktion af tegneren.
8. nov 2005, kl. 08:24
Mere end 30 dage gammel
Franz Füchsel, en af de 12 tegnere, der den 30. september lagde pen til 'Muhammeds ansigt' i Morgenavisen Jyllands-Posten, har besluttet at sætte originaltegningen på auktion og donere indtægten til jordskælvsofrene i Pakistan, skriver Jyllands-Posten tirsdag.
- Jeg er glad for at kunne donere min tegning til ofrene for de ulykkelige begivenheder i Kashmir, siger Franz Füchsel.
Han lader auktionen over tegningen begynde på 800 kr., som er det honorar, han modtog af Jyllands-Posten. /ritzau/