Muhammed-sag rammer Arla
Forbrugere i Mellemøsten boykotter Arla-produkter på grund af Muhammed-tegningerne i Jyllands-Posten.
Bedst som den såkaldte Muhammed-sag syntes at være på vej mod en mindelig løsning, blusser striden om Jyllands-Postens kontroversielle tegninger op igen.
Denne gang i Saudi-Arabien, hvor forbrugerne de seneste dage er begyndt at boykotte danske varer, skriver flere morgenaviser torsdag.
Den danske ambassadør i Riyadh, Hans Klingenberg, forsøger at nedtone sagen og afviser, at den danske milliardeksport til Saudi-Arabien skulle være i fare.
Men hos Arla Foods med hovedsæde i Århus frygter man det værste:
- De saudiarabiske forbrugere er begyndt at boykotte vores varer. Saudi-Arabien er vores største marked i Mellemøsten, så det er meget bekymrende, siger infor- mationschef Astrid Gade Nielsen. /ritzau/
TV 2 / ØSTJYLLAND har mere om sagen i torsdagens udsendelser.