Motorvej tidligst færdig om ni år
Først i 2016 kan silkeborgenserne forvente, at bilerne kan køre på den nye motorvej uden om byen.
Det kniber ganske gevaldigt for Vejdirektoratet at overholde tidsplanen for en rapport om en ny og forbedret Kombi-linje, skriver Midtjyllands Avis.
Transportminister Flemming Hansen (K) har i et indlæg i Midtjyllands Avis sidste år understreget, at rapporten ville være færdig "senest 1. maj". Det er nu snart fire måneder siden, og hvornår rapporten er færdig, så politikerne kan komme videre med arbejdet, står hen i det uvisse.
Fra Transport- og Energiministeriet hedder det, at der ikke er noget nyt om færdiggørelsen af rapporten, men "at vi nærmer os".
Når forslaget til en ny Kombi-linje er sendt til Transportministeriet, vil regeringen fremlægge en anlægslov i Folketinget, som de 179 politikere skal stemme om. Det forventes at ske i løbet af efteråret. Og så vil - hvis alt går vel - motorvejen ved Silkeborg kunne indvies i 2016.
Det fremgår af regeringens forslag til finanslov, som blev præsenteret i går. Her fremgår det, at byggeriet af motorvejen fra Funder til Låsby efter planen skal være færdig i 2016 og at der er øremærket 521,5 millioner kroner til formålet, skriver avisen.