Motorvej spærret i to timer: Pizzasauce skyld i trafikuheld

En væltet trailer med store mængder pizzasauce gav kø på motorvejen ved Hørning

Foto: Colourbox / Google Maps

Bilister, der lørdag aften kørte forbi afspærringen ved motorvejen og landevej 501 syd for Aarhus, har formentlig tænkt de værste tanker om uheldet på stedet. Der var nemlig blodrødt på vejene nær udfletningen mod Hørning.

Men Sydøstjyllands Politi kan nu berolige med, at det kun var pizzasauce, der lå spredt ud over vejene.

- I første omgang taber en trailer en stor last ud på motorvejen, men bilisten kører bare videre. Den ting er så skyld i, at en anden bil med trailer efterfølgende kører galt i forsøget på at undvige. Og så vælter traileren også, forklarer vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Svend Pedersen, til tv2oj.dk.

Alt indholdet fra traileren ryger ud på både motorvej og landevejen ved udfletningen.

- Der var en hel del pizzasauce, som vælter ud fra traileren, fortæller Svend Pedersen.

Risiko for kø: Uheld spærrer motorvejen

Stort oprydningsarbejde

Udover bilen med traileren blev tre andre køretøjer involveret i uheldet.

- Men ingen kom noget alvorligt til. En enkelt måtte på skadestuen til tjek for ondt i nakken, og en anden måtte hjælpes ud af sin bil, lyder det fra vagtchefen.

Han kan samtidig berette om et stort oprydningsarbejde. Vejene måtte afspærres helt i en lille time, og yderligere en time efter var kun et spor på motorvejen og landevejen åbent.

- Den lave temperatur gjorde også, at vi måtte bruge ekstra tid på at få saltet godt på stedet, så der ikke kommer flere uheld, siger Svend Pedersen.

Kl. 20.30 var alle vejbaner igen åbne, og trafikken kører ifølge vagtchefen nu uden problemer.