Motorvej spærret efter stenkast - politiet leder efter gerningsmændene

Torsdag aften har der været stenkast fra en bro over motorvejen ved Horsens

Torsdag aften frem til kl. 22 var politiet i gang med at søge efter spor på den lukkede motorvejsstrækning ved Horsens. Foto: Ole Møller, TV SYD

Åben igen

Klokken 22:16 kunne Sydøstjyllands Politi melde, at motorvejen er åben igen.

Efter stenkast var motorvejen ved Horsens torsdag aften spærret i begge retninger. To biler blev ramt, men der er ingen personskade. 

Betjente fra Sydøstjyllands Politi gik i gang med efterforskning på stedet. Politiet forventede i første omgang først, at motorvejen blev genåbnet omkring midnat. 

- Vi modtog første anmeldelse omkring kl. 19.15, og vi arbejder på stedet, sagde vagtchef Jesper Brian Jensen tidligere torsdag aften til TV2 ØSTJYLLAND. 

Motorvejen var spærret i begge retninger mellem afkørslerne Horsens C (56B) og Horsens S (57). Politiet opfordrede bilisterne til at forlade motorvejen og i stedet køre ad alternative ruter.

- Hvis man kommer fra nordgående retning, så kan man køre gennem Horsens by ved 56B, Horsens C. Og hvis man kommer fra sydgående retning, kan man køre fra ved Horsens Syd ved 57, sagde vagtchef Jesper Brian Jensen.

Motorvej E45 ved Horsens var torsdag aften spærret i begge retninger efter stenkast fra en bro over motorvejen.

Hører gerne fra vidner

Det tog dog kortere tid end forventet at undersøge stedet. Klokken 22.16 kunne Sydøstjyllands Politi på Twitter fortælle, at motorvejen igen var åbnet.

- Vi har endnu ingen konkrete oplysninger om mulige gerningsmænd - men hører gerne fra vidner, der har set noget i området, siger vagtchef Jesper Brian Jensen.