Motorvej spærret af lastbiluheld
Tre forulykkede lastbiler spærrer for al nordgående trafik på motorvejen ved Skanderborg.
Tre forulykkede lastbiler spærrer her til morgen totalt for al nordgående trafik på motorvejen ved Skanderborg. Uheldet gav svære problemer for morgentrafikken.
Ifølge politiet i Skanderborg var der kø på motorvejen helt til Kolding. Al trafik måtte i stedet dirigeres ind gennem selve Skanderborg, hvor politiet havde udkommanderet seks mand fra det lokale hjemmeværn til styre trafikken.
- Alt i Skanderborg er fuldstændigt gået i stå på grund af de mange biler, lyder det fra politiet.
Uheldet skete omkring klokken 05.40, da en lastbil kørte op i bagenden på en forankørende lastvogn. Det blokerede motorvejens ene spor.
Knap var en patruljevogn kommet frem, da endnu en lastbil ramte de to første. Dermed var hele motorvejen spærret. Ingen personer kom alvorligt til skade ved uheldet, oplyser politiet. /ritzau/