Motorvej runder seks milliarder

I morgen giver transportminister Carina Christensen (K) en redegørelse om motorvejen ved Silkeborg.

Prisen for Kombi-linjen runder seks milliarder kroner i anlægsudgifter.

Og dette milliardbeløb kan blive et stort problem, hvis tidsplanen skal overholdes, og en anlægslov vedtages, inden Folketinget går på sommerferie, erfarer Midtjyllands Avis.

I morgen har transportminister Carina Christensen (K) et møde med blandt andre Venstres trafikpolitiske ordfører Kristian Pihl Lorentzen (V), som har bedt om en orientering om sagen, efter at embedsmænd i Vejdirektoratet og Transportministeriet har antydet, at motorvejen kan blive yderligere forsinket på grund af økonomien.

Når prisen på Kombi-linjen kan ende med at blive fordoblet, skyldes det flere faktorer.

Først og fremmest har Vejdirektoratet anvendt nye og mere pessimistiske beregningsmetoder, når der laves overslag på prisen. Eller sagt på en anden måde: Man sætter flere penge af i budgettet til uforudsete udgifter, og det fordyrer store anlægsprojekter som motorveje betydeligt.

Det har også været med til at fordyre Kombi-linjen, at der er sket reelle forandringer af projektet med nedgravning af motorvejen og lignende.

Lektor ved institut for Arkitektur og Design ved Aalborg Universitet, Henrik Harder, ser imidlertid ikke nogen grund til at ryste på hånden i Finansministeriet.

- Det er første gang i Danmark, at man etablerer en motorvej gennem en provinsby, og vejen bliver det største bygningsværk i Silkeborg i nyere tid, som skal stå de næste 200 år. I det perspektiv er nogle milliarder fra eller til ikke meget, mener Henrik Harder.