Motorvej lukket - fire ulykker
E45 lukket efter tågeulykker
Den jyske motorvej E45 er lukket i den sydgående retning ved Sønder Borup syd for Randers, da mindst otte biler er stødt sammen på grund af tågen mandag morgen, oplyser Østjyllands Politi.
- Der er mindst fire færdselsulykker, og patruljerne siger, at folk kører som sindssyge, fordi de ikke tager højde for tågen, siger politikommissær Vang Martinussen til Ritzau.
- Mindst otte biler er impliceret, og vi er nødt til at lukke motorvejen i sydgående retning af hensyn til redningsmandskabet, fortæller han.
Det er endnu uvist, om der er alvorlig personskade ved ulykkerne.
En 52-årig kvinde og en 20-årig mand er i livsfare efter en stor færdselsulykke ved Gedved nord for Horsens søndag aften.
11 personer blev kørt på hospitalet efter ulykken, hvor i alt 29 biler var involveret, lyder det fra Sydøstjyllands Politi.
De første biler stødte sammen i motorvejens nordgående spor klokken 22:10, og 10 minutter senere stødte endnu en gruppe biler sammen i det modsatte spor.
Både Nordjyllands Politi og Sydøstjyllands Politi har mandag morgen advaret bilister mod tæt tåge.