Motorcyklist stak af efter ulykke
En cyklist blev påkørt af en motorcyklist, som straks efter stak af på det, der viste sig at være et stjålet køretøj.
En forstuvet fod og knubs og skrammer.
Det var, hvad en 57-årig cyklist pådrog sig af skader, da han i går sidst på dagen blev påkørt af en motorcyklist i Århus. Det skriver jp.dk.
Ulykken skete i krydset mellem Ringgaden og Aldersrovej. Cyklisten var på vej over for grønt, men motorcyklisten svingede til venstre. Begge væltede, men det tog ikke motorcyklisten længe at få køretøjet rejst op og stikke af.
Der var vidner til ulykken, og et af dem tog nummeret på motorcyklen, men det skulle vise sig at være forgæves, da den sorte maskine var stjålet.
"Vi har sat en efterlysning i gang på ham," siger vagthavende ved Østjyllands Politi til jp.dk.
Motorcyklisten var iført sort tøj og en sort hjelm med røde aftegninger.