Motorcyklist skynd dig langsomt
Vejdirektoratet sender nu sommer-brev til østjyske motorcykelejere. Husk hastigheden, lyder budskabet.
Det er dejligt at køre en tur på sin motorcykel. Man mærker vinden, farten og friheden. Men det er bestemt også farligt.
Statistikken taler sit tydelige sprog:
Fra 2002 til 2006 var 367 motorcyklister mellem 25 og 65 år involveret i ulykker i Østjylland. 22 mistede livet, og 149 blev alvorligt kvæstet. Blandt de unge mellem 18 og 24 år var 89 involveret i ulykker, 4 døde og 41 blev alvorligt kvæstet i samme periode.
Østjyllands Færdselssikkerhedsudvalg har netop foretaget en gennemgang af trafikulykkerne, for at klarlægge i hvilke trafiksituationer motorcyklister skal passe særligt på.
Resultatet af undersøgelsen viser, at de fleste alvorlige ulykker skete ved overhalinger, ved påkørsel bagfra, i bløde sving og i kryds. Det får 17462 motorcykelejere i 12 østjyske kommune nu et brev om.
Heri kan de læse, at i omkring halvdelen af ulykkerne var det motorcyklisten, som var årsag til ulykken, og farten spillede en afgørende rolle. Det gælder f.eks. soloulykker, overhalingsulykker, ulykker, hvor motorcyklisten overskrider midterlinjen og ulykker, hvor motorcyklisten kører op bag i en bilist, som er placeret for venstresving.
- Vi håber, at motorcyklisterne vil tage godt imod brevet og tænke over indholdet, så vi kan undgå så mange ulykker som muligt, siger formand for færdselssikkerhedsudvalget, vejcenterchef Michael Ebbesen.