Motorcyklist mister livet i ulykke ved Randers

44-årigs liv stod ikke til at redde, efter at han på sin motorcykel var blevet ramt af personbil

Foto: Google Maps

En 44-årig mand har onsdag aften mistet livet i en trafikulykke ved Randers.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelels natten til torsdag.

Manden kørte ad Hadstenvej i sydvestlig retning ved 21-tiden, da han i krydset ved Bøgelundsvej blev ramt af en personbil, som ville krydse Hadstenvej fra Bøgelundsvej.

Pårørende er underrettet
Motorcyklisten blev hårdt kvæstet ved ulykken, og der blev forsøgt livreddende førstehjælp både på ulykkesstedet og i ambulancen. Men han var død, da ambulancen nåede frem til sygehuset i Randers, oplyser politiet.

Læs også 15-årig pige dræbt i tragisk trafikulykke

De pårørende er underrettet.

Østjyllands Politi er ved at foretage tekniske undersøgelser for at slå fast, hvad der præcist er sket og eventuelt fastslå et ansvar. Det oplyser vagtchef Per Bennekov. 

Bilen, som ramte motorcyklen, blev ført af en 20-årig mand. Han er ikke anholdt. Begge mænd stammer fra Randers.