Motorcyklist hårdt kvæstet

Ramt af venstresvingende personbil

Foto: 24-7news

En motorcyklist er torsdag aften blevet kvæstet i et voldsomt færdselsuheld i Silkeborg.

Ulykken fandt sted kl. 20.57 på Kejlstrupvej, hvor en personbil kom kørende. I et kryds lavede føreren af personbilen et venstresving direkte ud foran en motorcyklist.

- Personen, der kørte motorcyklen, er voldsomt tilskadekommen. Det er meget kritisk, siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Ole Vanghøj til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Den tilskadekomne behandles lige nu på sygehuset.

Personen, der kørte den venstresvingende bil, er ikke kommet noget til. Politiet har taget en blodprøve på manden, da der er mistanke om, at han var påvirket af alkohol, da ulykken fandt sted.