Motion på en eventyrlig måde - her kan alle være med
På tre timer skal deltagerne både løbe, cykle og løse samarbejdsopgaver, når årets første Adventure Race begynder tirsdag aften.
I Rønde og omegn løber årets første Adventure Race af stablen. Her skal deltagerne igennem forskellige discipliner og terræner.
- Man får virkelig brugt kroppen, og man kommer ud i en helt masse forskellig natur - både i skoven, på slotsruinen og kringlede steder i byen, fortæller arrangør Laura Lambæk Knudsen fra DGI Østjylland.
Læs også
Ræset går ud på, at deltagerne i hold af 2-3 personer både skal cykle, løbe og løse samarbejdsopgaver.
Hvert hold får udleveret en kuvert med en beskrivelse af poster og etaper samt et klippekort, hvor de forskellige etaper kan stemples af.
Alle kan være med
Og selvom man måske ikke er typen, der ofte løber en ironman, kan alle sagtens være med i Adventure Race.
- Hvis man gerne vil være med, så er det meget begyndervenligt og let at gå til. Man skal bare komme med sin bycykel og sine løbesko, og så kan man klare sig derfra, fortæller Laura Lambæk Knudsen.
Det er dog et krav fra DGI Østjyllands side, at deltagerne bærer cykelhjelm på ruten.
En af aftenens deltagere er Ida Marie Kjeldsen, der deltager i Adventure Race for første gang.
- Jeg håber, det bliver sjovt, men jeg er også nervøs for, at det bliver rimelig hårdt, fortæller Ida Marie Kjeldsen fra Hammel.
Men med en holdkammerat, der har prøvet det før, skal det hele nok gå.
Læs også
- Det er, hvad man gør det til. Jeg tænker, vi skal tage det stille og roligt og have en fed oplevelse. Man gennemfører ikke, før alle er med, fortæller Thorbjørn Udby Hansen fra Thorsager.
I år det tredje gang DGI Østjylland afholder Adventure Race, der bliver afholdt flere gange i løbet af foråret.
Den 23. april foregår det på Silkeborg Efterskole og igen den 29. maj på Ry Højskole.