Partileder overnattede på fødeafdelingen: - De har en helt uoverkommelig opgave
Leder for Radikale Venstre, Morten Østergaard, besøgte natten til onsdag fødeafdelingen på Aarhus Universitetshospital. Her fik han et indblik i, hvilke konsekvenser de massive besparelser vil få for personale og patienter.
”Må jeg sove hos dig?”
Det spørgsmål har den politiske leder for Radikale Venstre, Morten Østergaard, stillet danskerne i forbindelse med valgkampen.
Over 450 danskere har sagt ja. Heriblandt fødegangen på Aarhus Universitetshospital. Derfor overnattede politikeren på hospitalet natten til onsdag.
- Jeg er fantastisk glad for at have fået henvendelsen. Jeg har fået 450 henvendelser i alt fra folk, som er frustrerede over den måde, der bliver drevet politik på i Danmark. I går var det en familie på Vesterbro og i nat var det så på fødeafdelingen, siger Morten Østergaard (RV) til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
I løbet af natten fulgte han blandt andet jordemodersupervisoren Jeanett Barsler.
- Det har været rigtig fint at have ham med på sidelinjen. Jeg tror, Morten har fået et meget godt indblik i, hvordan en helt almindelig nat på fødegangen kan være, og at det ikke kan fungere, hvis der skal laves så stærke besparelser, siger Jeanett Barsler, der er jordemodersupervisor på fødeafsnittet på Aarhus Universitetshospital, til TV2 ØSTJYLLAND.
Det blev dog ikke til meget søvn for Morten Østergaard. Politikeren har nemlig fulgt nattens personale og set, hvordan en helt almindelig nattevagt på fødeafdelingen forgår.
Han har blandt andet overværet en fødsel, talt med en far, og deltaget i møder, hvor personalet har koordineret, hvordan de skulle få det hele til at gå op i løbet af natten.
- Det har været meget spændende at følge med, og det er blevet tydeligt for mig, at plejen og trygheden vil blive forringet med de besparelser, der lægges op til. Jeg må sige, at her på fødeafdelingen har de en helt uoverkommelig opgave, så jeg forstår godt, man ringer 112 til politikerne, siger Morten Østergaard til TV2 ØSTJYLLAND.
”En befrielse, at der én der lytter”
Aarhus Universitetshospital står over for massive besparelser, der allerede har ført til fyringer og ifølge Region Midtjylland vil besparelserne føre til endnu flere fyringer.
- Besparelserne gør os bange og bekymret, så det er en befrielse at få muligheden for at tale face to face med en politiker, som lytter interesseret og rent faktisk vil høre på de ting, som fylder her hos os, siger Jeanett Barsler.
Selvom der natten til onsdag har været travlt på fødegangen med i alt seks fødsler, har personalet også haft tid og mulighed for at stille Morten Østergaard spørgsmål.
Læs også
- Det har været en god oplevelse og fedt at mærke interesse for noget, der fylder rigtig meget hos os. Jeg har en formodning om, at Morten går videre med nogle af de ting, han har set i nat, og så håber vi, at nogle af besparelserne bliver trukket tilbage, siger Jeanett Barsler.
De kommende terminer viser, at der i løbet af sommeren vil blive født ekstraordinær mange børn, og det kan gå hen og blive med endnu færre jordemødre, end der er på afdelingen på nuværende tidspunkt.
Men hvis det står til Morten Østergaard, bliver Jeanett Barslers ønske til virkelighed.
- De er i forvejen spændt hårdt for, og det betyder, at kvinder kommer til at føde uden en jordemoder ved sin side. Og det vil jeg ikke lægge ryg til. Det kan ikke nytte noget, at vi så markant slækker på kvaliteten. Det er helt basalt, at børn skal komme til verden i tryghed, siger Morten Østergaard.
”Staten skal betale halvdelen”
Radikale Venstre med Morten Østergaard i spidsen er klar til at hjælpe Aarhus Universitetshospital ud af den økonomiske krise, som hospitalet befinder sig i. Ifølge partiet bør staten dække halvdelen af de flytteomkostningerne til Supersygehuset, som er skyld i, at sygehuset nu står over for enorme besparelser.
- Man har ikke taget højde for flytteomkostningerne. Vi må stoppe blødningen. Det er politisk byggesjusk, så det skal staten også bære omkostningerne ved. Det må være rimeligt, at regionen og staten som minimum deler flytteomkostninger, siger Morten Østergaard til TV2 ØSTJYLLAND.
Region Midtjylland har en gæld på en milliard korner, og de har bedt staten om 600 millioner kroner som hjælp til at dække flytteomkostningerne.
Læs også
- Det må bero på en forhandling. Vi mener, at staten bør dække halvdelen. Det bør være nok til det første år, og så må vi efterfølgende forhandle om det kommende år, siger Morten Østergaard.
Radikale Venstre er ikke de eneste, som vil hjælpe Aarhus Universitetshospital ud af den dårlige situation. Pernille Skipper har tidligere udtalt, at Enhedslisten ønsker at imødekomme regionens ønske om 600 millioner kroner. Sådan lyder det også fra SF’s sundhedsordfører Kirsten Normann, som stiller op i Østjylland.