Morten Frost tilbage i varmen
Den tidligere top-badmintonspiller Morten Frost bliver leder af elitecenter i Århus.
Danmarks Badminton Forbund (DBF) er tøet op i forhold til den tidligere topspiller Morten Frost og har taget ham tilbage i varmen i forhold til landsholdet.
Morten Frost begynder den 1. december nemlig som leder af DBF's elitecenter i Århus.
Morten Frost har tidligere været efterlyst som træner af flere spillere, men Frost og forbundets tanker og planer er ikke altid gået i samme retning. Men nu er Morten Frost altså lukket ind i trænergerningen omkring forbundets arbejde med udvalgte spillere. Stillingen er blevet ledig, da den tidligere leder, Claus Poulsen, er blevet australsk landstræner.
- Med ansættelsen af Morten Frost dækker vi hullet efter Claus Poulsen på allerbedste vis. På denne måde føler vi desuden, at vi er med til at maksimere den indsats, der gøres for elitebadminton i Århus, siger sportschef i DBF, Finn Trærup-Hansen.
Morten Frost' nye job er en deltidsstilling.
Han fortsætter derfor som sportschef for
badmintonklubben Team Århus.