Morten "Duncan" for dyr for AGF
Morten "Duncan" Rasmussen ville pynte i truppen, erkender AGF-træner
Morten "Duncan" Rasmussen har selv åbnet op for at vende tilbage til AGF, der fra næste sæson er tilbage i Superligaen.
Angriberen, der i denne sæson er lejet af AaB, er dog stadig på kontrakt i den skotske storklub Celtic.
Ifølge AGF-træner Peter Sørensen koster det ganske enkelt for mange penge at hente ham tilbage til Aarhus, hvor han spillede indtil 2006.
- Jeg synes, han er god til at score mål, men han er så vidt jeg ved tilknyttet Celtic, så de skal formentlig have så mange penge for ham, at det er uden for vores rækkevidde. Sådan er det jo. Der er mange spillere, der er interesseret i at spille for AGF, men det er ikke altid, det kan lade sig gøre, siger Peter Sørensen til sporten.dk.