Letbanens første ture til og fra Odder: Borgmester var med på første tur

Tidligt lørdag morgen kørte det første letbanetog fra Odder med passagerer. En af dem var Odders borgmester

01:21

VIDEO: Letbane-togene er nu begyndt at køre i fast pendulfart mellem Odder og Aarhus.

De har ventet tålmodigt i Odder, men også i Lisbjerg nord for Aarhus.

Lørdag var dagen, hvor letbanen endlig åbnede dørene op og tog passagerer med til Aarhus.

Læs også Odder-borgere jubler: Endelig åbner letbanen

Det første tog fra Odder var for de meget morgenfriske. Omkring 50 personer var taget med for at nyde den første afgang fra Odder. Én af dem var Odders borgmester, Uffe Jensen (V).

- Jeg var med 5.37. Det var en fantastisk tur, der var en rigtig god stemning. Folk havde kaffe med og Underbergere, fortæller Uffe Jensen til TV2 ØSTJYLLAND. 

Dagen igennem var der mange, der skulle se og opleve den nye tilføjelse til Aarhus Letbane.

Nu bliver vi bundet meget tættere sammen med i Aarhus. 

Uffe Jensen (V), borgmester

For nogle var det en attraktion i sig selv at tage letbanen på Odderbanen. En hyggetur.

Sådan var det for Kent Hansen og sin 2,5 årige søn, Villads.

- Vi tog afsted på grund af sønnike her. Han kan godt lide at køre med tog, siger Kent Hansen.

Fakta om banen mellem Odder og Aarhus

Banen blev anlagt i 1884.

Frem til 1977 omfattede banen også oprindeligt også strækningen Odder-Hou.

Officielt hed banen Hads-Ning Herredes Jernbaner.

I 2008 fusionerede HHJ med VLTJ i Vestjylland og blev til Midtjyske Jernbaner.

2012 indgik Odderbanen sammen med Grenaabanen i Aarhus Nærbane.

I 2016 lukkede hele banen, da der skulle gøres klar til den eldrevne Aarhus Letbane.

De er en af de familier, der har set frem til at bruge letbanen fra Tranbjerg til Aarhus.

- Det er markant nemmere at bruge letbanen, når man har klapvogn eller barnevogn. Parkeringen er også markant lettere, siger Kent Hansen, der også gjorde brug af Oddergrisen i sin tid. 

Villads på 2,5 år elsker tog og var med familien på tur på Odderbanen

En anden – dog meget ældre togentusiast – var også steget på toget. For ham var det oplevelse at køre i et eldrevet tog på den 130 år gamle banestrækning.

- Det er første gang, vi kører med et elektrisk tog til Odder, det synes jeg er en meget positiv oplevelse. Tango-toget her har en utrolig god komfort. Så jeg er med for at opleve et elektrisk tog til Odder, siger Tom Skjørnberg, og fortsætter:

- Alle vi entusiaster har meget svært ved at forklare det. Men der er et eller andet fascinerende ved at køre på skinner. Det går hurtigt, det er komfortabelt, siger Tom Skjørnberg. 

Tom Skjørnberg glædede sig til en tur i eldrevet tog til Odder.

Tættere bånd

Forbindelsen til Aarhus er meget central for Odder Kommune. Mange af kommunens borgerne arbejder nemlig i Aarhus.

- Nu bliver vi bundet meget tættere sammen med i Aarhus. Nærheden til Aarhus er en af de ting, vi i kommunen markedsfører os på i vores bosætningsstrategier, siger Uffe Jensen.

Igennem 130 år har der været tog fra Aarhus til Odder. Den såkaldte Odderbane blev grundlagt tilbage i 1884.

Men da banen skulle klargøres til den eldrevne letbane, har man været uden tog i Odder i to år.

Det har fået nogle borgere til at droppe den kollektive trafik. Men borgmesteren tror på, at de vil vende tilbage.

- Jeg ved helt konkret, der er nogle, har købt bil nummer to på grund af frustrationerne over erstatningsbusser og som siger, de aldrig vender tilbage. Men når de finder ud af, at de kan stole på Letbanen, så tror jeg på, at nogle vender tilbage, siger Uffe Jensen.

Tango

Max hastighed: 100 km/t
Kapacitet: 256 passagerer
Længde: 39,2 m
Vægt: 50 tons
Set i: Lyon & Stuttgart
Produceret: Stadler i Schweiz