Morell: Bedre bokser efter blodforgiftning

Sygdommen har gjort Jeppe Morell til en bedre bokser

03:06

En kontrakt med promotor-duoen Mogens Palle og Brian Nielsen og en planlagt debutkamp i november. Alt kørte på skinner for 26-årige Jeppe Morell i efteråret - men det satte en alvorlig blodforgiftning en stopper for, og direkte adspurgt ville lægerne ikke svare på, om han overlevede.

I stedet for at gå i chok valgte Jeppe Morell at overføre viljestyrke og kampgejst fra boksetræningen til hospitalet, hvor han besluttede sig for, at han VILLE blive rask og ikke mindst tilbage i ringen.

 

Øver slag iført iltmaske

Derfor kan man se privatoptagelse fra hospitalsopholdet, hvor han sidder i sygesengen med iltmaske på og øver bokseslag.

- I boksning sætter man sig hele tiden et nyt mål og træner frem mod noget. Det kunne jeg bruge i mit liv. Man dedikerer sig til alt, hvad der omhandler træning og accepterer, at man starter på et helt andet niveau, end der hvor man var. Det var det samme, da jeg blev syg. Jeg ville være rask, og jeg ville tilbage til træning, siger Jeppe Morell.

Sejren over sygdommen har givet ekstra motivation i ringen.

- Bare det, at jeg havde kæmpet mig til bage igen, var jo en sejr. Og jeg synes, at jeg har fået en større vilje af det, så nu vil jeg gøre alt, hvad jeg overhovedet kan for at komme så langt som muligt som bokser, siger Jeppe Morell og fortsætter:

- Jeg har stor respekt for den chance, jeg har fået som professionel. Jeg er taknemmelig for den chance, og jeg er taknemmelig for, at jeg overlevede.

Se de vilde træningsbilleder fra hospitalet i tv-indslaget ovenfor.

 

DU KAN SE BOKSEREN I UDSENDELSEN LIVET + DET LØSE PÅ TV 2 | ØSTJYLLAND FREDAG AFTEN KL. 19.50 - ELLER VED AT KLIKKE HER.