Mor til tre er desperat: Jeg dør uden en ny lever

30-årige Jeanne Lund fra Randers kan forvente at dø inden for to år, hvis hun ikke får en ny lever. Der er for få organdonorer, mener forening

02:58

”Mit navn er Jeanne. Jeg er gift med min ungdomskæreste og mit livs kærlighed, mor til 3 fantastisk børn, og så skal jeg dø! Ikke om mange år, træt af dage og med rynker, der mest minder om saftige rosiner. Jeg skal dø indenfor 2 år – altså medmindre jeg får en ny lever!”

Sådan begynder 30-årige Jeanne Lund sin beretning på organdonation-ja-tak.dk.

Det gør mest ondt at høre, at jeg måske ikke kan være der for mine børn.

Jeanne Lund, Randers

For otte år siden mærkede hun for første gang smerter i maven, men først for et år siden fandt lægerne ud af, hvad hun fejlede. En cyste på størrelse med en tennisbold havde sat sig fast på hendes galdegang, og en nærmere undersøgelse viste, at hendes lever var stærkt angrebet.

Jeanne Lund sammen med sin mand og to af sine børn.

Beskeden fra lægerne var klar: Du dør inden for to år og når ikke at se dine børn vokse op, hvis du ikke får en levertransplantation.

- Det gør mest ondt at høre, at jeg måske ikke kan være der for mine børn, fortæller Jeanne Lund til TV2 ØSTJYLLAND.

I februar i år blev hun godkendt til at komme på ventelisten til organdonation.

I 2016 stod 22 på venteliste til en ny lever.

Læs også Venligboerne åbnede gratis tøjbutik i Randers

Beskeden gjorde Jeanne Lund og hendes familie glad, men den har samtidig gjort, at hun er som limet fast til sin telefon.

- Det er super frustrerende, at man ikke kan slukke den, hvis man vil eller tage i biografen, men jeg venter jo på et opkald, der skal gøre mit liv bedre eller give mig en chance for at leve, siger hun.

En femtedel har taget stilling

I alt stod 466 på venteliste til en organdonation sidste år, 380 modtog et organ og 29 døde, imens de stod på ventelisten.

Det betyder, at der er folk, der dør, når der ikke er flere, der er meldt til.

Lasse Heidelbach, stifter, Organdonation Ja-tak

Omkring en femtedel af danskerne har taget stilling til, om de vil være organdonor eller ej, men det er ikke nok mener foreningen Organdonation Ja-tak, der kæmper for at forbedre organdonation i Danmark.

- Det betyder, at der er folk, der dør, når der ikke er flere, der er meldt til, siger Lasse Heidelbach, der er stifter af Organdonation Ja-tak.

Alder på donorer i 2016

0-17 år: 5
18-24 år: 5
25-39 år: 8
40-49 år: 12
50-59 år: 22
60-69 år: 19
70+: 20

I 2016 var den ældste donor 86 år. To nyrer fra den 86-årige blev anvendt til transplantation.

Kilde: Dansk Center for Organdonation

Lasse Heidelbach oprettede foreningen Organdonation Ja-tak sammen med sin kone, efter deres egen datter blev syg med kræft og fik brug for en levertransplantation.

Før havde heller ikke han taget stilling.

- Man kan godt høre om en god ide og få en flyer, men når man så kommer hjem, smider man den væk, siger han.

Alle burde være organdonor

Han mener derfor, at alle automatisk burde være tilmeldt donorregistreret, fra og med den dag de bliver 18 år. Det er det, man kalder formodet samtykke.

- Vi kan se, at der i lande, hvor der er formodet samtykke, bliver reddet flere liv. I Wales har de reddet omkring 40 menneskeliv på et halvt år, efter de indførte formodet samtykke, siger Lasse Heidelbach, der dog ikke mener, at man kan sammenligne Danmark og Wales fuldstændigt.

På borger.dk kan man tage stilling til, om man ønsker organdonation eller ej. Hvis man ikke tager stilling, er det op til familien at træffe beslutningen, hvis lægen spørger om det.

FAKTA om organdonation i 2016

80 pct. af de registrerede havde givet fuld tilladelse til organdonation.

13 pct. af de registrerede havde givet begrænset tilladelse til donation af nogle organer og ikke andre.

6 pct. af de registrerede havde givet et forbud mod organdonation.

1 pct. af de registrerede havde tilkendegivet ”ved ikke” i forhold til organdonation.

24 pct. af de, der gerne vil være organdonorer, havde givet tilladelse under forudsætning af, at deres på- rørende også accepterer deres beslutning.

Kilde: Dansk Center for Organdonation

Etisk råd tog sidste år emnet op efter opfordring fra den forhenværende sundhedsminister, Sophie Løhde (V), og de mener ikke, at der bør indføres formodet samtykke i Danmark.

- Det væsentligste argument for at fastholde informeret samtykke er, at man ejer sin egen krop, og at dette forhindrer andre i retmæssigt at tilgå den eller benytte sig af den uden samtykke, skriver de i deres redegørelse, som kan læses her.

Foreningen Organdonation Ja-tak har lavet en underskriftsindsamling for at få politikerne til at indføre formodet samtykke, og lige nu har næsten 18.000 skrevet under.

Se mere i tv-indslaget øverst i artiklen. Se desuden et længere interview med Jeanne Lund i videoen nedenfor.

21:23

I videoen her kan du se hele interviewet med Jeanne Lund.

Luk video