Mor til børn i Kræmmerhuset: Man bliver en smule vred
Den 20-årige aarhusianske kvinde, der er smittet med mæslinger, har haft sin daglige gang i daginstitutionen Kræmmerhuset.
Kun tre tilfælde af mæslinger blev der i hele 2016 fundet i Danmark. Nu er et tilfælde af den næsten udryddede sygdom så fundet i Aarhus, og det giver utryghed hos forældrene i daginstitutionen Kræmmerhuset.
- Jeg har to børn i vuggestuen, og den ene af dem er under 15 måneder, hun er kun 10 måneder, så vi har naturligvis ikke fået vaccinen. Det gør jo, at man bliver lidt bekymret og faktisk også en lille smule vred over, at den her slags kommer frem, for det kan jo i sidste ende blive rigtig farligt, siger Marlene Hammerholt til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Kvinden, der er blevet ramt af mæslinger, har været indlagt på hospitalet. Før indlæggelsen havde hun sin daglige gang i netop Kræmmerhuset.
Forældrene til børn i daginstitutionen er ikke i tvivl om, at det er solidarisk at lade sine børn vaccinere mod mæslinger.
- Jeg synes, at det er rigtig vigtigt, at folk bliver vaccineret, især fordi der er så mange, der bliver vaccineret, så hvis man er en af de få, så er man jo også en af dem, der udsætter resten for smitte, fortæller Sarah Hessellund.
Læs også
Der findes i Danmark også forældre, der er bange for at lade deres børn vaccinere. Dem mødte vi dog ikke nogen af i dag, da vi var taget ud til Kræmmerhuset.
- Det er blevet anbefalet at gøre, og jeg har ikke sat mig nok ind i de risici, vi løber som forældre, hvis vi ikke gør det, forklarer Rikke Mandrella.
I videoen øverst kan du se et indslag med flere af forældrene fra daginstitutionen Kræmmerhuset.