Mor: Martin blev svigtet

Moderen til den 25-årige mand, der døde på bosted i Ørsted, retter i dag kritik af behandlingen af hendes søn

- Det blev farligt, det blev dødsens farligt - for Martin, han døde.

Sådan skriver Gitte Nielsen fra Ebeltoft i et åbent brev, som hun har sendt til TV 2 | ØSTJYLLAND. Et brev, som fortæller historien om hendes søn, Martin.

Gitte Nielsen er nemlig mor til den 25-årige mand, som tirsdag den 7. juli mistede livet på bostedet Kærvang i Ørsted.

Se også: Formand: Det gør indtryk

Dødsfaldet kom efter en længere periode, hvor Martins familie havde forsøgt at råbe bostedet og kommunen op om, at der var noget helt galt. Det var blandt andet tilfældet på et møde med Kærvangs ledelse den 9. juni i år:

- Jeg gjorde på mødet også opmærksom på, at en farlig situation kunne udvikle sig, når der ikke var nok ressourcer på stedet, både for ansatte og beboere, hvoraf flere end bare Martin var udadreagerende, men lederen af bostedet var ikke enig i, at der var nogen risiko forbundet med det, skriver Gitte Nielsen og fortsætter:

- Mange faktorer og svigt fra bostedet, er direkte årsag til at Martin ændrede adfærd over de sidste måneder og han kunne kun udtrykke sig ved at reagere.

Store udskiftninger i personalet og for få hænder er ifølge Martins mor nogle af årsagerne til, at situationen med hendes søn eskalerede.

Tryghed var nøgleordet

Martin var født for tidligt og fik blot en måned efter fødslen en hjerneskade. Da han blev 18 år, flyttede han derfor til Kærvang, som et et bofællesskab for personer med fysiske og psykiske handicap.

Ifølge Gitte Nielsen havde Martin brug for faste rammer og tryghed i sin hverdag, men det fik han ikke længere på bostedet, fortæller hun i brevet.

Han mistede pludselig sine vante kontaktpersoner, som ellers var en vigtig del af Martins liv og som også stod beskrevet i hans handleplan, en såkaldt VISO-rapport:

- Rapporten siger specifikt, at tæt tilknytning af 1-2 personaler som har særlig betydning for Martin er altafgørende. Den tryghed blev fuldstændig revet fra ham. En ny ledelse, en ny plan - ikke for Martin, nej, en plan for bostedet, skriver Gitte Nielsen.

Se også: Kritik fra tidligere ansatte

I brevet bakker Gitte Nielsen ligeledes op om de tidligere ansatte og pårørendegruppen på bostedet, som er stået frem og kritiseret normeringen på stedet:

- Jeg oplevede ofte at der på bostedet kun var én personale til 5-6 beboere, i helt grelle tilfælde én personale til begge grupper, der rummer helt op til 12 beboere.

Martin bliver begravet i morgen torsdag. I den forbindelse har hans mor Gitte Nielsen frabedt sig, at personalet fra Kærvang deltager.

Du kan læse hele Gitte Nielsens personlige beretning om sin nu afdøde søn Martin i tekstboksen nedenfor:

Mit liv/min død på et bosted i Ørsted - Jeg er Martin

Martin bliver født d. 3 oktober 1989 sammen med hans tvillingebror, 2 måneder for tidligt - meget meget lille, men helt "normal" som andre.

Han er en måned gammel, han skal opereres, alt går godt, tror vi....noget er galt - en blodprop i hjernen i forbindelse med operationen bliver konstateret. Skadernes omfang kan endnu ikke fastlægges.

Martin bliver 3 år, en glad lille dreng, han bor hjemme hos mor. Han kan ikke løbe omkring som sine brødre, eller tale helt som dem. Han kan ikke forstå de samme budskaber, men han kan udtrykke sig fysisk og med lyde. Han kan smile, grine, græde, skrige, bide og reagere som en dreng på 3 år.

Martin er ikke længere som alle "andre" - Martin er udviklingshæmmet, fysisk og mentalt.

Martin fylder 7 år. Han kan ikke udtrykke sig aldersvarende. Han kan ikke fortælle hvis han har ondt eller er ked af det. Men han kan på sin egen måde fortælle hvordan han har det. Han kan smile, grine, græde, skrige, bide og reagere. Han elsker at kramme, kysse, blive nusset og holdt om, at drille og griner højlydt når han kan sidde på skødet og prutte. Han kan li' at være hos familien, Martin er tryg og elsket.

Martin bor på Birkebakken. Der er nogle dejlige mennesker på Birkebakken, nogle der godt kan forstå hvad han mener, selvom han ikke kan sige det. Martin er glad, han har nogle personer der forstår ham, han føler sig tryg og holdt af. Martin er Birkebakkens kæledægge.

Martin går i skole, han går til ridning og svømning, tager på ture med de andre. Han elsker når de skal i Djurs Sommerland. De leger, laver ting sammen, de pjatter og har det sjovt. Han ved præcis hvad han skal hver dag, for det kan han se på billederne på væggen. Han kan også se, at han skal hjem til mor i weekenden. Han vil gerne være hjemme hos mor. De er søde til at forstå hvad Martin kan og ikke kan på Birkebakken, men han er aligevel ked af det når weekenden slutter hos mor og det er svært at forstå, men han er jo også kun 3 år.

Martin fylder 18 år. De siger han er voksen, han skal flytte. Han skal bo i en lejlighed på et bosted, Kærvang hedder det. Det er uhyggeligt, Martin skriger og skriger, han kan jo ikke sige hvad han føler. De flytter alle hans ting fra hans værelse, til et helt andet sted, langt væk. Han vil ikke, men han er han jo voksen siger de. Der er nye mennesker, mange nye lyde. Martin kan ikke li' det, han er utryg, bange og ked af det. Hvem skal trøste ham, hvem vil gi' ham et kram når han har brug for det?

Martin får en god start på Kærvang, han er glad for at være der. Der er mange søde mennesker der tager sig af Martin og de vil gerne gi' ham et kram og give ham den tryghed han har så meget brug for.

Martin bliver 22, Han bliver hjemme fra arbejde, han vil ikke stå op - ikke afsted. De lader ham være. Han kommer ud fra væreslset når de andre er taget afsted, så kan han være sammen med hus assistenten.

Han kan godt li' at hjælpe hende med små ting og især kan han godt li' at hugge mad fra depotet. Det er dejligt, der er stille og roligt. Men det går jo ikke - der må laves en plan.

Karen kommer, hun er sød. Karen gør ligesom mor når han skal op og når han skulle puttes - det er dejligt. Næsten som at være hjemme hos mor. Hanne hjælper hende. Karen og Hanne er sjove at pjatte med og de giver ham et kram og trøster ham når han er ked af det. De forstår ham, selvom han ikke kan sige til dem hvordan han har det.

Hjemme hos mor er Martin glad og tryg. Han har en hund, den er sjov og Martin elsker den. På Kærvang bor der en kat, den er han bange for. Mikkel, Martins storebror kommer på besøg hos mor når Martin er hjemme. Han forstår hvad Martin kan li', de pjatter og har det sjovt.

 

Martin elsker at være hjemme hos familien. Især til jul, der kommer hele familien og de har gaver med. Martin elsker gaver, noget med spiderman eller nogle dvd'er. Martin får flest gaver, ikke som de voksne, for Martin er kun 3 år.

Martin fylder 25 år. Martin skal hjem på Kærvang, hvem mon er der til at sige, "Hej Martin velkommen hjem. Vi er glade for at se dig". Der er tit kun en eller to på arbejde nu og de kender ikke rigtig Martin. De har ikke tid, der er jo mange andre beboere at tage sig af og ting der skal gøres.

Politiet ringer til mor, Martin har slået en anden beboer. Mor er bekymret, ingen fortæller hende rigtig noget, men de siger altid at det går fint.

Martin har ændret sig, også når han er hjemme. Han er ikke længere glad. Han griner ikke og leger ikke med hunden som han plejer. Han sidder og stirrer ud i luften og sidder tæt op af mor og Hans derhjemme, fra han står op, til han går i seng. Han vil ikke hjem på Kærvang. Han siger til mor, at Karen er sammen med den anden Martin et andet sted. Hvor er Karen, er Karen syg? Ingen fortæller hvor Karen er.

Politiet ringer igen. Martin har været slem igen og er blevet hentet i en poilitibil. Martin er meget bange for politiet. Mor bliver kaldt til møde på Kærvang, for Martin opfører sig slemt. Det bliver aflyst, der skal først undersøges nogle ting. Ingenting sker. Martins adfærd bliver værre.

Mor kontakter Kærvang og mødes med ledelsen. De har lavet mange ændringer de sidste måneder. Martins fundament er revet ned. Martin har ingen kontaktperson, hende der forstår ham bedst, hun er væk, ingen fortæller hvorfor. Dem der gerne vil arbejdede med og forstå Martin er væk, sammen med Martins tryghed. Ingen arbejder med Martin som planlagt. Martin er til opbevaring. Men ledelsen har en plan, en plan Martin ikke forstår. Han kan kun opleve og mærke og han kan reagere, han kan vise hvordan han har det. Han kan bide, slå, spytte og sparke for at vise sin utilfredshed. Han kan ikke sige det. Mor siger det er et utrygt sted, der kan opstå farlige situationer, både for ansatte og beboere når der ikke er nogen til at tage sig af dem. Men ledelsen er ikke enige, for de har en plan. De river alt ned. Nedbrydningen er total, fundamentet er væk. Den nye sokkel er ikke støbt.

Det blev farligt, det blev dødsens farligt - for Martin, han døde.

Ifølge de oplysninger der er blevet givet, bliver Martin på den fatale dag vred i forbindelse med et personale skifte i hans egen gruppe på Kærvang. Ophidset løber han over til Skovvang, en anden bygning tilknyttet bostedet. Der var fødselsdagsfest. Han måtte ikke komme ind.

I husets indgangsparti bliver han fastholdt af 4 medarbejdere, der bliver talt om at ringe til politiet som Martin i øvrigt er meget meget bange for. Det hele blev for meget for Martins hjerte, det kunne ikke holde, han mistede bevidstheden og kom aldrig tilbage.

Kunne det ha' ændret noget hvis nogen havde tilbudt Martin en sodavand og et stykke fødselsdagskage, lokket med at ringe til mor, afledt ham, fremfor at fastholde ham? Det er der jo desværre ingen svar på.

Martin er siden episoden blevet fremstillet som aggresiv og voldelig på sociale medier. Til fare for sig selv og sine omgivelser. Kommentarer fra mennesker som ikke kendte ham. Mange faktorer og svigt fra bostedet, er direkte årsag til at Martin ændrede adfærd over de sidste måneder og han kunne kun udtrykke sig ved at reagere.

Det er for sent for Martin men for andre er der måske et håb - et håb om at hans triste historie kan være med til at der kommer fokus på området at nogen vil få øjnene op for behandlingen af de svageste i vores samfund, de der ikke selv har en stemme.

For familien var Martin en kærlig og sjov dreng i en voksen krop. Han kunne blive vred og sur præcis som ethvert andet barn på 3 år der ikke får sin vilje, men for det meste kunne han grine højt sige og gøre sjove ting, elskede at blive kysset, nusset og holdt af. Selv kysse, holde om og være kærlig. Det alle børn har brug for.

Jeg overlod Martin i professionelle hænder, jeg troede det var bedst for Martin. Jeg havde tillid til at de vidste bedre end jeg hvordan Martin skulle udvikle sig. Jeg tog fejl - de fejlede, planen virkede ikke.

Min søn Martin skulle være fyldt 26 år til oktober - men Martin blev kun 3.