Mor dømt i bortførelsessag

Behandlingsdom til den 33-årige kvinde

Mandag faldt der dom i retssagen mod den 33-årige somalisk fødte kvinde, der sidste år bortførte sin nu 8-årige søn, Jakob Hashi Jensen til Holland. Drengen bor hos sin far, der har forældremyndigheden, i Bryrup ved Silkeborg.

Kvinden blev, ifølge mja.dk, dømt for at have unddraget faren ret til at se sønnen og for ulovligt at tage ham med ud af landet. Dommen lød på psykiatrisk behandling uden tidsramme.

Kvindens lillebror, far og onkel blev dømt for medvirken. De fik hver 40 dages ubetinget fængsel. 

Sagen begyndte da drengens far afleverede sin søn til moderen den 4. juni sidste år. Hun skulle have afleveret drengen tilbage to timer senere, men kom aldrig og efterlysningen af Jakob begyndte.

Godt fire måneder senere blev drengen og hans mor efter en intens eftersøgning fundet på et hollandsk asylcenter under falsk identitet. Moren blev anholdt og varetægtsfængslet, mens Jakob kom hjem til sin far igen.