Møntmestergården trækker folk i Den gamle By

Næsten 10 procent flere gæster er nu gået gennem det århusianske købstadmuseums billetsalg i forhold til sidste år.

I Den Gamle By mener man selv, at det er åbningen af Møntmestergården fra København, der trækker ekstraordinært mange gæster til.

- Nu har vi brugt godt 10 år, 60 mio kr. samt en masse kreativitet og knofedt på at genskabe dette helt utrolige hus, så det ville da også være ærgerligt, hvis ikke der kom nogen og så det, siger museumsdirektør Thomas Bloch Ravn i en pressemeddelelse.

Museumsdirektøren peger også på museets store udstilling af festtøj gennem 100 år, ligesom han også tror, at udnævnelsen til 'Årets Museum i Danmark' har været med til at trække gæster til.