Molslinje-kaptajn: Derfor tuder vi oftere med hornet i Aarhusbugten nu
Flere østjyder på vandet kombineret med et stort ønske om at undgå farlige situationer får færgekaptajner til at tude med hornet
Brugere af havet nær Danmarks næststørste by har på det seneste kunnet høre hornet fra Molslinjens færger tude mere end normalt.
Det er der en meget naturlig forklaring på, lyder det fra en af færgeselskabets kaptajner.
Læs også
- I den her tid bruger vi det en del – om ikke hver dag, så rimelig ofte. Der er mange på vandet med det fantastiske sommervejr, og vi bruger hornet, når vi gør opmærksom på, vi kommer, forklarer kaptajn Søren Hansen til TV2 ØSTJYLLAND.
- Det er ikke nødvendigvis, fordi der er noget farligt ved at ske. Vi tuder for at undgå de farlige situationer, fortsætter han.
At hornet bruges ekstra meget lige nu skyldes så altså primært, at der er en del flere både, kajakker og andre i vandet, der kan komme i fare, hvis de ikke er opmærksom på Molslinjen.
- Enkelte er ikke opmærksomme på, hvor store vi er, og hvor hurtigt vi sejler. De sidder måske i båden og drikker kaffe, og dem risikerer vi ikke ser os, siger Søren Hansen.
Ignorerer kæmpe skilt
De potentielt farlige situationer sker ofte tæt på land.
- I Aarhus-området hvor nogle krydser sejlrenden, der er ikke så meget plads, her kan vi komme tæt på hinanden. Så sender vi et opmærksomhedssignal med fem klare toner, siger kaptajnen.
Også Aarhus Havns havnekaptajn, Søren Tikjøb, bekræfter, at der tilsyneladende er mange, der ikke holder afstand til færgen og ikke respekterer forbuddet mod indsejling ved færgeanlægget.
- Vi har et større og større problem med fritidssejlere, der ignorerer vores kæmpe seks meter brede skilt, der viser "indsejling forbudt" eller befinder lige foran udmundingen, når færgen kommer. Det er næsten hver eneste dag, at færgen må tude i hornet. Vi kan herfra få fat i dem og henstille til at følge skiltningen i havnen, men vi kan ikke udstede bøder. Det er politiets opgave, og de har jo andet at lave end at rende herude, siger Søren Tikjøb.
Søren Tikjøb undrer sig over den tilsyneladende letsindighed eller manglende kendskab til søsportregler og regler i det hele taget til søs. Og det er ikke specielt de berygtede vandscootere, der er i karambolage med katamaranfærgerne.
Råbt og skreget over radioen
- Det er ikke specielt vandscootere, den er gal med. Det er alle typer både - motorbåde, stand-up-paddlere og sejlbåde med familier - der pludselig er på kollisionskurs med en kæmpe færge. Det er meget risikabelt og ikke uden grund, at der indimellem bliver råbt og skreget over radioen. Det er som om, folk ikke forstår, at de bringer sig selv i potentiel livsfare, siger han.
Politiet har den seneste måned ad flere omgange lavet razziaer på havnefronten for at indfange vandlige fartbøller.
Læs også
Herfra lyder det klart og tydeligt, at folk på vandet skal respektere de gældende regler.
- Skiltene i havet skal respekteres – der er en grund til, at der er skiltet med, at det kan være farligt, siger vicepolitiinspektør hos Østjyllands Politi, Kristian Juliussen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Der er også lavet et samarbejde med Aarhus Kommune og flere af aktørerne i havet for at forsøge at løse problemet med vildfarne sejlere i havnebassinerne og foran Molslinjens færge.