Mols-Linien skifter navn – uden for alvor at skifte navn
Rederiet Mols-Linien vil af med bindestregen og den gammeldags stavemåde
Mols-Linien skifter navn – til Molslinjen.
Forskellen er måske til at overse, men for rederiet er navneskiftet en del af dets nye moderniserings- og ekspansionsstrategi. Samtidig skifter rederiets ruter navn. Ruterne over Kattegat kommer også til at hedde Molslinjen.
Læs også
- Mols-Linien vokser, og det er helt naturligt, at vi som led i brandingprocessen tilpasser og moderniserer navnene, så de flugter vores ruter og gæster. Det er vigtigt, at gæsterne har oplevelsen af, at Mols-Linien er deres rederi, og det skal navnene afspejle, på en måde som giver mening hele vejen rundt, siger Jesper Skovgaard, kommerciel direktør hos Mols-Linien, i en pressemeddelelse.
Vil fremstå mere moderne
Det nye navn tages løbende i brug over den næste tid. Rederiet har haft fokus på at fremstå en anelse mere moderne, og derfor er bindestregen droppet og 'linien' skal nu staves med ’j’.
Læs også
Mols-Linien sejler blandt andet mellem Aarhus og Odden samt Ebeltoft og Odden. Det østjyske rederi har flere end 2,5 millioner passagerer om året.