Mols-Linien risikerer strejke
Sømændenes Forbund sender strejkevarsler mod samtlige bilfærgeruter i Danmark. Det gælder blandt andet Mols-Linien.
Mols-Linien risikerer at blive ramt af strejke i starten af juli. Senest den 11. juli. Det oplyser Morten Bach, der er faglig sekretær i Sømændenes Forbund.
Forbundet udsendte onsdag det andet strejkevarsel mod samtlige bilfærgeruter i Danmark på nær nogle få kommunale ruter. Det sker, fordi Bilfærgernes Rederiforening og Sømændenes Forbund ikke kan blive enige om sømændenes lønninger.
- På lønsiden havde vi kun stillet de krav, som netop var skrevet ind i mæglingsforslaget. Derfor var vi dybt forundret over, at Bilfærgernes Rederiforening fejede dem af bordet, siger
Morten Bach til RB-Børsen.
Strejken er varslet til 8. juni, men forligsmanden kan udsætte konflikten i op til to gange 14 dage. Konflikten kan gå i gang fem dage efter sidste udsættelse, hvis parterne ikke er blevet enige inden da.
/ritzau/