Mols-Linien ramt af stigende brændstofpriser
Brændstofprisernes himmelflugt gør ondt på Mols-Linien, der igen nedjusterer. Nu ventes underskud på op mod 30 millioner kroner.
Det østjyske færgeselskab Mols-Linien rammes hårdt af de skyhøje priser på brændstof.
Rederiet leverede torsdag den anden nedjustering af forventningerne til 2008 på blot en måned.
I juli sænkede Mols-Linien forventningerne fra et overskud på mellem 50-70 millioner kroner til et resultat mellem et underskud på 10 millioner kroner og et overskud på 10 millioner kroner, skriver RB-Børsen.
Nu barberer Mols-Liniens direktør, Preben Wolff, flere millioner af den ventede indtjening i år, og Kattegat-rederiet venter således et underskud på mellem 10 og 30 millioner kroner.
- På grund af de gennemførte olieprisbegrundede prisforhøjelser og den generelle afmatning er antallet af overførsler i sommerperioden faldet mere end tidligere forventet. Derfor ændrer Mols-Linien sine forventninger til 2008, forklarer Preben Wolff i regnskabet.