Mols-Linien - nu med overskud
Erstatning og gode trafiktal øger forventninger til regnskab
Mols-Linien kommer efter alt at dømme ud af 2014 med et tocifret millionoverskud.
Rederiet ser derved ud til endelig at knække kurven efter flere år med røde tal på bundlinjen. Det fremgår af en selskabsmeddelelse, som rederiet i dag har offentliggjort.
Ifølge meddelelsen forventer Mols-Linien, at resultatet efter skat bliver på 34,5 millioner kroner. Egentlig var forventningen et overskud på 21,4 millioner kroner, men en netop tilkendt erstatning fra Tryg Forsikring har givet ekstra plus på bankbogen.
Erstatningen lyder på 13,1 millioner kroner og tilkendes efter et motorhavari tilbage i 2010, hvor Mols-Linien led en række tab, fordi færgen Max Mols lå stille.
Optimismen forud for det endelig årsregnskab skyldes også, at flere passagerer valgte at benytte sig af en af rederiets færgeruter i 2014.
- De høje vækstrater i både trafiktal og omsætning fortsatte i årets sidste måneder, hvor også juletrafikken var tilfredsstillende. Samtidig fortsatte rederiet de operationelle forbedringer af alle forretningsområder, skriver Mols-Linien i selskabsmeddelelsen.
Mols-Linien offentliggør sit årsregnskab den 3. marts.