Mols-Linien giver overskud

Gode trafik-tal er med til at sikre et overskud for Mols-Linien i første halvår af 2015

Mols-Liniens regnskab for første halvår i 2015 viser vækst i både trafiktal og omsætning. Det betyder, at rederiet sikrer sig et overskud på 14,6 millioner kroner.

I samme periode i 2014 var der røde tal på bundlinjen med 9,9 millioner kroner i underskud, så det giver en forbedring på 24,5 millioner kroner.

I årets første halvår har Mols-Linien overført 543.686 personbilsenheder. Det er en stigning på 8,6 procent i forhold til samme periode sidste år, og det svarer i gennemsnit til 185 personbilsenheder pr. afgang, hvilket er en stigning på 5,7 procent i forhold til 2014.

Se: Mols-Linien opjusterer

- Vi har fastholdt vores fokus på løbende at udvide tilbuddene til kunderne blandt andet med timedrift fra både Jylland og Sjælland i døgnets travleste perioder, siger bestyrelsesformand Frantz Palludan i en selskabsmeddelelse.

- Det har især erhvervsgæsterne taget rigtigt godt imod, og vi oplever i højere grad, at Mols-Linien betragtes som et naturligt valg som transportvej, når forretningsrejsende skal til møder på tværs af landet, fortsætter han.

Rederiet forventer en vækst i omsætningen på syv procent i hele 2015 i forhold til 2014.

Se også: Rigmand overbyder Polaris

Der er i øjeblikket flere bud på Mols-Linien fra både småaktionærer og kapitalfonden Polaris, og senest har rigmanden Henrik Lind via sit investeringsselskab Lind Invest offentliggjort et købstilbud på mindst 41 kroner pr. aktie.

Dermed overbød han onsdag kapitalfonden Polaris, der tidligere har fremsat købstilbud på først 34 kroner og senere 40 kroner.

Det kræver 90 procent af aktierne for at gennemføre en tvangsopløsning af selskabet, og indtil videre har en gruppe småaktionærer kæmpet hårdt imod, at det skulle ske.