Molle takker af i Horsens

Morten 'Molle' Rasmussen rejser hjem til Sjælland

Foto: badenfoto.dk

Morten "Molle" Rasmussen stopper i AC Horsens, da han og kæresten rejser hjem til Sjælland.

Forsvarsspilleren har endnu ikke sin kommende arbejdsgiver på plads, men han fortæller, at han forlader AC Horsens.

- Vi har hele tiden vidst, vi gerne ville tilbage til venner og familie på Sjælland, og efter syv år i AC Horsens synes vi nu, tiden er til det. Jeg forventer fortsat at skulle være fodboldspiller fremover, men det bliver nu i en anden klub end AC Horsens, siger Morten Rasmussen til klubbens hjemmeside.

Morten Rasmussen kom til Horsens i 2008 fra Brøndby IF, og tiden i det østjyske har budt på op- og nedture.

- Tiden i AC Horsens har helt klart været min bedste tid som seniorspiller. På trods af lidt for mange skader, var det her jeg blev stamspiller for et divisions- og Superligahold. Mine syv år i AC Horsens har selvfølgelig været op og ned, men jeg ser tilbage på en meget positiv tid, og jeg har meget at takke AC Horsens for, siger Morten Rasmussen.

AC Horsens sluttede sæsonen i 1. division på sjettepladsen.