Mølle restaureres på Samsø

Årtiers slid og uheldige reparationer betyder, at Brundby Stubmølle på Samsø skal renoveres for en halv million kr.

Brundby Stubmølle er en fredet stubmølle, som oprindelig blev bygget som kornmølle, og var i drift indtil 1939. Møllen blev opført i begyndelsen af 1600-tallet på Endelave, og fik i 1965 en gennemgribende restaurering.

I 1980'erne restaurerede ildsjæle inventaret i møllen og i 1983 overtog de møllen som foreningen Brundby Stubmølles Ejerlav.

Nu skal den gamle mølle renoveres igen, og Realdania har ydet et tilskud på 500.000 kr. til opgaven.