Moesgaard fortsætter samarbejdet med Det Kongelige Teater

En seksårig aftale sikrer, at østjyderne i fremtiden kan få endnu flere spektakulære teateroplevelser på Moesgaard Museum.

Forestillingen 'Røde Orm' var en enorm publikumsucces, som nu har lagt kimen til flere fremtidige friluftsforestillinger på Moesgaard. Foto: Wasabi Film

Det var en enorm succes da Det Kongelige Teater i sommer opførte vikingespillet 'Røde Orm' på taget og det grønne område omkring Moesgaard Museum. Og succesen bliver nu fulgt op af flere fremtidige forestillinger.

Læs også Røde Orm lukker ned: 92.000 gæster og to aflysninger

Aarhus Kommune har netop skrevet under på en seksårig aftale med Det Kongelige Teater der betyder, at publikum kan se frem til tre spændende forestillinger i fremtiden.

Et frø sået i kulturhovedstadsåret

Kulturrådmand i Aarhus Kommune Rabih Azad-Ahmad, som er manden bag pennen, der har skrevet under på den seksårige aftale, glæder sig over de perspektiver den tegner for fremtidens østjyske kulturliv: 

Læs også Kultur-festen er slut – men samarbejdet fortsætter

- Samarbejdet med Det Kongelige Teater har givet østjyder og tilrejsende nogle fantastiske oplevelser og jeg glæder mig over, at det frø der er sået med 'Røde Orm' nu kommer til at blomstre, så borgerne kan få endnu flere af den type oplevelser i fremtiden, siger rådmanden.

Pengene værd

Vikingespillet 'Røde Orm' kostede 32 millioner kroner at sætte op, men at fremtiden byder på tre forestillinger mere af samme størrelse bekymrer ikke rådmanden.

- Allerede i forbindelse med det seneste budgetforlig har vi sat penge af til projektet. Og dertil kommer desuden en portion eventpenge, fortæller rådmanden, som glæder sig over, at kulturhovedstadsåret, på denne måde, får lov at leve ud over 2017.

Jeg glæder mig over, at vi nu kan se frem til flere store teateroplevelser i de enestående rammer omkring Moesgaard Museum

Rabih Azad-Ahmad, kulturrådmand, Aarhus Kommune 

- Jeg glæder mig rigtig meget over at se, at vi allerede har sat gang i projekter i forlængelse af kulturhovedstadsåret. Det er vigtigt for mig, at Aarhus2017 ikke kun er noget der sker i årets løb, men også fortsætter og giver værdi mange år i fremtiden.

Et samarbejde med god energi og fornuft

Forestillingen Røde Orm var en af kulturhovedstadsårets mega-events, som blev opført på og omkring det græsbeklædte tag på Moesgaard Museum. I alt fik 92.000 tilskuere glæde af sværdslag og vikingekamp ved det der, efter sigende, var det største friluftsteater i Europa. 

Læs også Vilde vikinger tørner sammen på Moesgaards tag: Kom med bag kulissen

Nu kan både publikum, Det Kongelige Teater og ikke mindst Moesgaard Museum altså se frem til en fortsættelse af det frugtbare samarbejde. Og på Museet vækker den nye aftale da også begejstring:

Vi glæder os til at byde Det Kongelige Teater og publikum velkommen på Moesgaard igen i 2019.

Mads Kähler Holst, direktør, Moesgaard Museum

- Vi har haft et rigtigt godt samarbejde i Kulturhovedstadsåret, og vi synes, at der er både god energi og fornuft i, at vi som to af landets største kulturinstitutioner fortsætter samarbejdet, siger Mads Kähler Holst, direktør på Moesgaard Museum.

- I vores udstillinger på Moesgaard arbejder vi hele tiden med at fortælle historie på nye måder og selv om det er andre historier Det Kongelige Teater fortæller, så synes vi, det passer godt sammen, og det er også med til at flytte nogle grænser på museet og skabe nye måder at tænke på, fortæller han i en pressemeddelelse fra Aarhus Kommune. 

Vikingeslåskamp på taget af Moesgaard Museum under opførelsen af 'Røde Orm'

'Kong Arthur' og to overraskelser

Planen i den nye aftale er, at Det Kongelige Teater skal bidrage til opførelsen af tre produktioner på Moesgaard. 

Læs også Se videoen: Dronningen besøger Moesgaard

Foreløbigt er der sat navn på den første, som skal opføres i 2019; Her kan publikum glæde sig til en repremiere på forestillingen ’Kong Arthur’ som tidligere er blevet opført i Ulvedalene i Dyrehaven ved København.

De øvrige to forestillinger er planlagt til at blive opført i 2021 og i 2023, men dem er der endnu ikke sat navn på. Hvert af de tre år vil byde på godt 30 forestillinger.

06:56

VIDEO: Se hvordan publikum strømmede til premieren på Det Kongelige Teaters opførelse af vikingesagaen Røde Orm. Forestillingen, der blev vist under åben himmel, havde plads til godt 3500 publikummer pr. gang og var en af kulturhovedstadsårets såkaldte Mega-Events. Røde Orm kostede 32. millioner kroner at sætte op. Forestillingen regnes blandt de største friluftsspil i Europa.

Luk video